Kristen enhed er et ’must’

– Enhed er ikke en luksus, men en livslov, lyder bedeteksterne til årets bedeuge, der ventes at samle 30.000 deltagere fra over 200 kirker og missionshuse landet over.
Kristne fra Cypern og Grækenland har formet dette års bedetekster fra Evangelisk Alliance, og deres budskab er meget klart: Enhed i Kristi legeme er ikke en luksus, vi kan vælge til eller fra.

At hjælpe til er det modsatte af at lægge afstand til. Og det er hvad januars bedeuger kalder os til, siger formand for Evangelisk Alliance, Peter Götz.

– Den kristne enhed er en åndelig virkelighed i Kristus, som vi skal gøre synlig, mener vores søskende i Sydeuropa og fortsætter:
– I sin bøn sagde Jesus, at hans disciple skulle være ét – ligesom han og Faderen er det – ”for at verden skal tro, at du har udsendt mig”. Vi er kaldet til at synliggøre troens enhed ved at være tæt på Gud, være tæt på hinanden og ved at elske hinanden.

Vigtig vision

Det er et vigtigt anliggende, Evangelisk Alliance i år sætter fokus på, mener Peter Götz, formand for bevægelsen i Danmark:
– Midt i en verden, hvor kiv og kævl fylder så meget, og hvor familier må anse splittelse for daglig kost, må der være nogen, der kan pege på den dybe livssandhed, der kan forene og sammenføje, gendanne og helbrede. Den dybe sandhed hedder Kristus, siger han.
Evangelisk Alliance forventer, at der i Danmark igen i år vil være ca. 30.000 deltagere fra mere end 200 kirker, missionshuse og kristne grupper.
Bedeugen foregår fra 9. – 16. januar. Hertil kommer den økumeniske bedeuges arrangementer fra 18. – 25. januar. Her anvendes samme materiale.

Enhed skaber liv

Og Paulus-ordene står centralt: ”I ham føjes hele legemet (menigheden) sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til”. (Ef. 4,16).
– At hjælpe til er det modsatte af at lægge afstand til. Og det er, hvad januars bedeuger kalder os til, siger Peter Götz. – Det er en livslov – både åndelig og fysisk – at hvor liv finder liv og smelter sammen, opstår der nyt liv. Isolation og bedrevidende afstandstagen hæmmer livet, siger formanden, der stadig er overvældet over den enhed, han oplevede ved Lausanne-konferencen i Cape Town for godt 2 måneder siden, hvor mere end 4000 kristne fra 198 lande – med relativ forskellig baggrund og teologi – forenedes i dette: At bringe hele evangeliet til hele verden ved hjælp af hele kirken.
/sl